Det lykkelige valg 87
kars mand. (Før Paalsbo faar tid til at svare, skubbes døren op, og Sommerblom træder brysk ind, efterfulgt af Timansen.)
TIMANSEN (med et venskabelig puf). Forlang ordet, Sommerblom.
SOMMERBLOM (uden at se paa nogen bestemt af de tilstedeværende). Kanske jeg kan faa igjen digtet mit, hvis De har brugt det?
CELIUS. De kommer temmelig ubelejlig, min gode mand. Vi er ikke netop oplagt til at beskjæftige os med bagateller. Desuden er det ikke mig, som er redaktør. Jeg kjender ikke noget til det.
SOMMERBLOM. Kanske jeg kunde træffe redaktøren da.
CELIUS. Holt er ikke her længer. Han har faat sin afsked.
AUGUSTA. Men jeg har foreløbig hans plads. (Rækker Sommerblom et papir.) Værsaagod.
SOMMERBLOM. Ja, det var ogsaa frøken Sperling, som bestilte det.
AUGUSTA. Det stemmer ikke ganske med sandheden. Jeg sa bare, at det vilde ta sig godt ud, om der kom et digt i avisen paa Celius’ fødselsdag, især da den faldt sammen med valgdagen. At den lille hentydning fik Deres aare til at springe, det faar sandelig bli Deres egen sag.
PAALSBO (klukler). Refusert, gamle harpestreng. Tab ikke modet.
SOMMERBLOM. Nok om digtet. Det var forresten ogsaa foster af en overilet fantasi. (River papiret istykker.)
TIMANSEN. Rigtig, Sommerblom.
SOMMERBLOM. For jeg skylder ikke — (peker paa Celius) — den store mand noget digt. Eller nogen tak. Eller nogen æresbevisninger. Det jeg har
