72 Det lykkelige valg
FINGALSEN. Ja det vil vise sig.
CELIUS. Men om jeg nu lover Dem at tale med Sommerblom. At forestille ham sagen.
FINGALSEN. Lemfældig og eftertrykkelig.
CELIUS. Ja i Guds — ja sir jeg. Med alt ønskelig eftertryk. Er vi saa enige?
FINGALSEN (rækker ham haanden). Saa Sender jeg Sommerblom op.
CELIUS. Det haster vel ikke saa.
FINGALSEN. Han staar udenfor. Jeg sa, at De endelig maatte snakke med ham. Og han føjde sig og blev med. Han tøved noget om et digt.
CELIUS. Naaja, skal det saa være, saa lad ham komme.
FINGALSEN. Adjø, Celius, Saa haaber vi paa herren og et lykkelig valg.
CELIUS (stirrer paa døren, som lukker sig, og derefter paa sin haand, som har berørt Fingalsens. Gaar hen til skrivebordet og hælder saft og vand udover den og tørker den omhyggelig med sit lommetørklæ. Det banker).
CELIUS. Kom ind.
SOMMERBLOM (bukker).
CELIUS. Ja nu er der igjen klage over Dem, Sommerblom. De ved selv best hvad jeg sigter til. De kom jo hid i følge med klageren. (Sommerblom vil tale.) Nej, si ingenting til Deres forsvar. Saa længe der bare klages til mig, kan De enda være glad. Jeg er kæmner og ikke øvrighed. Men jeg sidder i bystyret — og kort og godt. Nu faar De den siste mindelige advarsel fra mig, men dermed er De ikke færdig med Fingalsen. Han er fast bestemt paa at faa Dem væk fra festiviteten, og saavidt jeg skjønner, har De bare ét middel til at undgaa katastrofen . . nej afbryd mig ikke. Dette er mig for ubehagelig, lad mig nu bli færdig med Dem.
