Det lykkelige valg 41
ANTON. Nej, jeg kommer lige fra badehuset.
CELIUS. Lad mig kjende. Du lyver. Du er ganske tør i luggen. Det forekom mig til min beskjæmmelse, at jeg drog kjendsel paa den brune buxerumpen din.
FRU LAVINIA. Du er jo saa nærsynt, Celius.
ANTON. Det er vel andre end jeg som har spejderbuxer.
CELIUS. Det var en skandale. Det var ikke ørenslyd at faa. De overdøved lokomotivfløjterne. Jeg følte det som en stor lettelse, da toget endelig gik. (Til Anton.) Men sagen skal bli undersøgt. Gaa med dig, og læs lexerne dine. Det er sandt: spring først ud i haven og tag ned flaget. (Anton ud.)
CELIUS. Du er meningsløst svag for den gutten.
FRU LAVINIA. Saa hører jeg. Men han maa da faa lov at røre sig, stakkar.
CELIUS. Hvad er det for snak. Han kan da vel røre sig uden at gjøre ugagn eller yppe slagsmaal. Jeg har selv været gut.
FRU LAVINIA. Har du virkelig, Celius? Jeg trodde egentlig aldrig dere ledende mænd havde været gutter. (Ler.)
CELIUS. Det er en absurd idé. Hvad er det du ler af?
FRU LAVINIA. Jeg kan vanskelig tænke mig dig som leder af et ordentlig slagsmaal.
CELIUS. Nej gudbevaremigvel. Skal det ogsaa være en forklejnelse?
FRU LAVINIA. Opgjørene skedde vel i parlamentariske former i dine guttedage.
CELIUS. Du er fremdeles spøgefuld. Du behaged at spøge med vor gjest ogsaa.
