FRU LAVINIA. Slaa op vinduerne derinde ogsaa, barn, og luft ud politiken.
PAULINE (ind fra spisestuen). Aa Gud hvor morsomt det var.
FRU LAVINIA. Var det morsomt?
PAULINE. Ja eller interessant. Især papa.
FRU LAVINIA. Det var vist ufrivillig. Din far har ikke været interessant i de nitten aar jeg har kjendt ham.
PAULINE. Men la du merke til frøken Sperling? Saa du hvordan hendes øjne hang ved hans læber? Jeg begriber dig ikke, jeg mama, som ikke er jalu.
FRU LAVINIA. Vil de to programmerne endelig smelte sammen, saa gjerne for mig. Det er dem vel undt.
PAULINE. Men tror du ikke det er det, at hun forstaar ham?
FRU LAVINIA. Skulde det være nogen sag. Jeg forstaar ham saa inderlig godt jeg ogsaa. Han er temmelig gjennemsigtig.
PAULINE. Men hun deler hans interesser, mener jeg — og det har vist aldrig du gjort.
FRU LAVINIA. Dette høres ud som en bebrejdelse. Vi kan ikke dele interesser, vi ikke har fælles, barnet mit, og nu har vi engang hver vore. Jeg har dere