Det lykkelige valg 13
Ja jeg skulde prøve sjøen for sidste gang iaar. Om hjertet mit taaler det.
ONSØ. Gjør som jeg og nøj Dem med gytjen. (De er kommen ud paa terrassen og gaar hilsende hver sin vej).
(Døren tilvenstre gaar op).
ØJVIND HOLT (snakker med høj stemme ind til den store sal). Ja, saa gaar jeg.
Jo herfra virker dekorationen kanske bedre, men lad de flagene tilvenstre hænge lidt rigere i folderne. Har De ikke nogen pompespiker at næste dem op med? Saa ja, det blev lidt bedre. Men den kransen om regjeringsgruppen er for fæl. Hvad sir De? Det er sligt ekko derinde, jeg kan ikke høre. Kunde De ikke faa fat i en barlindkrans? Barlind. Den der ser saa vissen og graaskidden ud. Er det laurbærblader? I alverden, hvor har De faat den fra? Fra ansjosfabriken. Jagu er De opfindsom. Men lad ikke den røde flagduken hænge over katedret. Det minder om kiste og begravelse ombord, og desuden saa ødelægger det virkningen af flagdekorationen bagenfor. Katedret er gulskjoldet Og blækflekket, sir De — (dæmper stemmen eftersom den person han taler med kommer nærmere.)
Ja, det er nok saa, men find heller et grønt klæde. Det maa da finds. Flaa i nødsfald af klædet paa den kaserte biljarden.
SOMMERBLOM (ind fra salen, i sort alpacca og gummisko). Ja det var rent foreløbig, dette arrangementet, ser De, kandidat Holt. Katedret maatte dækkes, det var hovedsagen. Vi har laant det paa styrmandsskolen, og det var ikke ganske frit for . . lumre tegninger.
HOLT. Hufamej. Og her ved døren faar De stille en mand til at passe paa, at det ikke blir for mye traak ud og ind fra badet. Paa indsiden, skjønner De — inde i salen.
Ja vær nu lidt forsigtig, Sommerblom. Det sir jeg i alskens venskabelighed.
