12 Det lykkelige valg
PAALSBO. Nej, der har vi det.
ONSØ. Og nu blir det ilde at være syg her i byen, for nu rejser min dygtige Vikar.
PAALSBO. Hvem af dem, mener De?
ONSØ. Hegre naturligvis.
PAALSBO. Ja naturligvis — doktor Hegre. Jeg tænkte paa den andre, jeg.
ONSØ. Hvad for en anden?
PAALSBO. Broder Solløs. Det nye vindunderet til skomager Fingalsen. Han helbreder med haandspaalæggelse. Og det smerter mig, men jeg tror nok han gaar af med den meste søgningen.
ONSØ. Er det en kvaksalver, saa skal jeg haandspaalægge ham.
PAALSBO. Nej, han er nærmest tungetaler.
ONSØ. Bi lidt, jeg skal raspe tungen paa ham.
PAALSBO. Vi har nemlig en besøgelsestid nu igjen og her staar vi næsten paa hellig grund. Det er derinde i festiviteten møderne holdes om kveldene, og skomager Fingalsen er naturligvis hovedtaleren.
ONSØ. Jeg klør i fingrene hvergang jeg har været ude og rejst og kommer igjen og ser alle de smaasyndige kranglevorne ansigterne.
PAALSBO. Men bevægelsen ser De er baade religiøs og politisk, saa nu spøger det for Celius. Dennegang vil det knibe om han kan faa med sig alle de smaa i samfundet.
ONSØ. Aa Celius forstaar at dreje kappen efter vinden. Det spøger aldrig for ham.
PAALSBO. Ja der har vi det. Han talte gjerne i tunger, om demokratiet kom og forlangte det af ham.
ONSØ. Men jeg skulde videre. Jeg gaar om og leder efter vikaren min.
PAALSBO. Han spaserer flittig med de unge damerne.
