I slike stunder søker
man ind i Prado; dag ut,
dag ind søker man det
museum. Det er den
samme slags trang, som
naar man drives hen til
kaminen i et iskoldt stenpalads.
Det er desuten et
av de rikeste museer i
verden.
Her er gammel fremmed
kunst, og her er gammel
spansk. Midt paa
langvæggen i den længste
sal hænger Tizian’s rytterbillede
av keiser Karl
V «før slaget ved Mühlberg».
Og denne graalysingens
ridder paa den
nattesvarte hingst blender
alle lerreter rundt om
sig. Blender næsten hele
den lange væg. Veronese’s
solrøde kjøt slukner for
El Greco, selvportræt (1548–1625).
den graalysingens ridder i staal. Et deilig digt i graalysingens
alle toner. Hvad er det som blender? Farverne. Javist! Men
for en lægmand kommer ogsaa det psychologiske moment til:
Denne avdøde maske av en fyrste! dette hvite, degenererte
pligt-ansigt! maskinen trukket op for sidste gang: imorgen stanser
den neurastenisk, og seierherren gaar i kloster! ... En
digter med et enestaaende blik ind i menneskeskjæbner skapte
det billede. Det er dette ved Tizian, som slaar en lægmand
saa ofte, naar man ved et tilfælde er kommet til at blade i
