Spaniens fjeldtrakter. Kelterne vek for romerne: i begyndelsen intet indgifte, og senere sparsomt! Siden vek goterne for maurerne: intet eller litet indgifte. De flyttet sig unna hverandre, som de den dag idag flytter sig unna en utlænding i kupéen.
Og dertil kommer én ting til: Man faar huske paa, at om der forekom blanding, saa var det første klasses racer som møttes; likesom araber-invasionen kun har styrket folket antropologisk, saa ogsaa psychisk og moralsk (nøkterheden, ædelmodet) – og det netop i et kritisk øieblik; for goteren, som kom i det 5te aarh., hadde, som den gemytlige farende svend han var, ukræsen og letsindig blandet sig med romernes rester, og de var, da araberne kom efter de par hundrede aars samliv, alt paa god vei til at være et svækket folk; det var jo ogsaa av den grund at araberne seiret saa letvint over dem.
Da saa tilsidst sammensmeltningens time var inde, vet vi, kom inkvisition og religionsforfølgelserne; moriskerne, de kristne maurere, blev utvist, hvorved rigtignok hele blomstrende byer forfaldt, som det merkelige Avila. Og jøderne, som i andre lande pleier utviske race-bevisstheder og kitte fremmede elementer sammen ved sin handelsaand, de rømmer til Nederlandene i klumper paa 20–30 000, da Torquemada for alvor tar fat; og med den flugt hænger det vel sammen den dag idag det faktum i spansk forretningsverden at f. eks. bankier- geschæften ligger nede. De flygtende var forresten, antropologisk set, bedste sort jøder, de høie langskallede sephardim, som staar araberne nær, – og den invasion nyder Nederlandenes handelsverden, kanske Hamburgs med, godt av den dag idag; det er den type jøde ogsaa Rembrandt altid tegner. – Istedenfor den endelige sammensmeltning soptes altsaa landet rent – rigtignok strøk ogsaa aanderne med. Hvorpaa folket henfaldt til religionskrige istedenfor til handelsforretninger, imedens England stille lempet herredømmet paa verdenshavene over til sig.
