ser op i deres mørke, snart foran disse inderlig dirrende, disse hete, hemmelighedsfulde bede-nischer eller mihrâb, med hele Orientens tindrende dryss av pragt; snart stanser én op foran kristen gotik; saa staar én i næste nu foran hul, pompøs barok. Og tilsidst, ja saa ser man sig uvilkaarlig spørgende rundt midt i dette ironiens vældige fadersmil over menneskenes konfessioner: men her er da visselig ogsaa en mihrâb for ateisten? – for stakkar, ogsaa han maa jo tro, med eller mot sin vilje; han maa tro paa sin egen sats, at der ingen er at tro paa.
Cordoba’s dom blir den viseste kirke jeg har besøkt.
Og tanken leker atter østover, forbi det Tyrrhenske Hav, til Italiens centrum Toscana, og til Toscana’s centrum: Hvor er florentiner-aanden forskjellig fra spansk sjæl allerede i byens ældste noveller! f. eks. i Sacchetti’s, denne uforlignelig rike kilde, naar man læser den ret. Den bys aand ridser han op anekdotemæssig og uforvarende og uten anlagt kunst, men derfor saameget mer uforglemmelig; i al sin giftige kappelyst, i al sin hjerteløshed er den bys aand negativ, besat av optrevlende grin – det er som én tilsidst grangivelig ser den lille draape gift som ligger gjemt under borgernes tungerot og aldrig lar dem i fred. Og det er intet under at den stads dype aander søkte bort, likefra Dante til Leonardo ... nemlig de store, positive, visionære aander, som trængte selvfordypelse istedenfor overfladisk konkurranse og slagfærdige svar. Og nogen bevarer hele sit liv igjennem sin fædreneby i hatsk minde, dette «ondskabs rede, som Dante skjelder. Den by er mer lik – skal vi av forsigtighed si en by utenfor Norge, f. eks. Kjøbenhavn, end den er lik Spanien.
Men denne side hos spanieren hænger sammen med det værdifulde i folket. Den egenskab er den sidste instans i spansk aand, til hvis positive dyp inkvisitionens haarkløverier aldrig naadde. Og den hænger nær sammen med deres sky for og motvilje mot enhver etsende, negativ ytringsform av hvad-
