hans er den egte og fine. Denne ældgamle, tilsyneladende
kyniske anekdote i Italiens første novellesamling røber en
religiøs tolleranse, den konfessionens indifferentisme, som dog
ikke er rationalistisk, fordi den jo netop tar sigte paa det
videre, paa selve illusionen. Hvilket syn efter min mening
var korstogenes første og egentlige kultur-resultat. Den historie
prædiker troens ret som saadan; den gir et glytt ind
til det høieste trin av aandskultur, middelalderen kunde naa;
den avdækker det dyreste klenodium, som dens særegne sjælfuldhed
tilsidst sat inde med.
Det er over denne anekdotens tekst, at ogsaa Cordoba’s dom prædiker. Og som én driver om slik derinde i søileskogen under mauriske hesteskobuer, saa blir én bergtat i disse smaa avgrænsede halvlys-verdener, som heter kirkeskib, og En stan-
