Men det andet er lek, er kunst. Og det er, naar han færdes slik farlig paa eggen, at scenerne faar det ophøiede vanvids vildhed; i literaturens historie gives der neppe mange sidestykker til hin tegning av en ribbet sjæls desillusion, der Chrysostomus’s klagesang lyder over forsmaadd elskov. Kun Aristofanes evner at arbeide frem noget av denne vilde smak, – og den opnaar han just gjennem den skrikende motsætning mellem ophøiet form og plat indhold, – eller vi kalder det virkelighed; i Shakespeare’s Hamlet er dette avsind blit sutrende, blit patologi. Mens Cervantes færdes opreist paa «sierras», paa tinderne. Han gik med en digterdrøm, dit hvor orangerne blomstret, stundet han; han dudde dog ikke selv som positiv lyriker, der følte han sig paa høisletten, hvor bare matnyttig korn vil gro. Saa slaar han om i Don Quijote, saa digter han sange paa reversen, paa mislykkelsen, paa sin egen sjæls umættede længsel ned til orangernes haver; han skriver en komedie om en digter, som er et geni i det ene punkt: i ufortrødenhed til at begynde paa igjen efter hvert uheld. Sætter selve sin person ind som indsats. Og den bedrift øves bare En gang i en digters liv, eftersom selve livet er indsatsen. Hvor mange digtere, som tumler sig her oppe paa dette vandskille mellem tom mine og indhold, vovet følge eksemplet? Kun en spanier har det ødelandens dumdristige indfald; kun hos ham fik vi se geniets vetløse svir med syner paa dets livs skuffelser ...
Jaja, slik synker man sammen ovenpaa dagens indtryk i en spansk kupés mystiske halvlys. Kanske sitter man og overdriver høisletten.
En ting kan jeg dog ikke la være at tro, efter det jeg har opfanget idag: Man overvurderer neppe saa let høislettens psykologiske rolle i spansk aandsliv. Den ligner ikke en slavisk steppe, den er ikke haabløs. Nede ved havet og henne ved floderne ligger orangernes duftende skoger. Klinger der lys latter. Og paa mulens ryg kan enhver, som virkelig vil, naa Eden.
