Quijote er boken over gotikkens revers; – og den vilde Cervantes neppe øinet, om han hadde været av ublandet race. Ved siden av det faktum, at han selv engang har løpet linen ut i sine ridderromaner, er det race-blanding, som har skjænket digteren tvisynet, sansen for den nydelse at færdes paa den skjærende egg mellem poesi og prosa, mellem mine og plat virkelighed. Kanske gotikken viser sin revers ogsaa i spanierens vetløse retorik, som bryter alle broer med virkeligheden – om den da ikke har sin oprindelse i østerlandsk overdrivelses-trang; italieneren som folketaler mister trods alt aldrig selve saken av syne, han stabler sig ikke inde og blir usynlig bakom bare superlativer.
Det er i Spanien at gotikken har omsat sig i liv og virkelighed. Og her i Burgos staar den spanske folkesjæls vugge, forsaavidt den har traadt frem i historien. Her i Burgos er den spanske histories nøkkel at finde. Og det er som i sin fulde orden at bare nogen mil søndenfor ligger den usle landsby Torquemada, storinkvisitorens fødested.
Den, som ikke tror paa gotikkens arr i folket, han skal bare stanse op i Burgos, lægge sin haand i naglegapene. Uutslettelig faar han ripet ind i sit syn grundlinjen i spansk aand. – – –
Jeg gaar ut av domen med billedet gjemt i sindet av dette krucifiks i Santisimo Cristo’s kapel ... disse forfærdelige rester av et menneskelegeme! Imot det virker den fredfuld, hin Emmaus-Kristus hos Rembrandt, hvor dog lidelsen har passeret menneskelig grænse og opløst hans jordiske væsen.
Og jeg klatrer opover den bratte skraaning mot det øde, forfaldne kastel. Tiggerunger kommer frem fra smugene, hujende, at der er kastellet! der katedralen! En faar stige varsomt her, for skraaningen over kirken vidner aapenlyst, at timelige nødtørftshus har den klerikale stiftstad ingen overflod paa. En skiddengraa, forkommen, men svær og langragget hund lusker om med halen i halvspænd og stjæler sig til at fungere
