er Loyola, som intet andet er end anvendt logik. Og det er slet ikke et tilfælde, naar det blev spanieren Frants Juarez, som satte middelalderens scholastik i konsekvent system. Med denne sans for logik hænger ogsaa inkvisitionen sammen, de mørke aarhundreders eneste form for sand kristentro, men som la liv og menneskeaand øde rundt om sig. Man skimter selvfølgelig rent psychopatiske træk bak denne motbydelige utskeielse, man aner, ganske enkelt, ogsaa smaa mænds nid og forfølgelse av brysomme store aander, ja man føler stundom ubevisst racehat bak inkvisitionens sindssyke epidemi; og dog er den, stort set, i sit væsen og i sit utspring gotik.
Men gotik er ogsaa evnen til at tro i sin almindelighed, og utenfor det religiøse omraade. Gotik er evnen til illusion. Dens øie fanger ikke blot et flygtig speilbillede; det tar ild, med bluss som tunger sig mot sky. Don Quijote trodde uryggelig fast paa ridderromanens umiddelbare virkelighed. Og det var Don Quijotes folk som først trodde paa Columbus’s vilde idé. Det er jo det som er livets tragikomik, at der ingen væsensforskjel er paa de to helter; de er nemlig like i det væsentlige, i det sjeldne: i evnen til at tro.
Gotik er viljens grænseløshed. Den er den vilje, som ingen midler skyr. Den eiet spanieren. Hvor betoges ikke renæssanse-italieneren Machiavelli av den i Il principe, naar han midt i sit eget oprevne folks viljeløshed mindes spanieren Cæsar Borgia’s, en almindelig stratenrøvers, energi: «Man faar ikke være ræd for at kaldes grusom,» sier han, «naar man har store statsmaal at gjennemføre.»
Men denne utholdenhed, med skylapper og uanfegtet av godtfolks latter, at stime mot en idés og et maals gjennemførelse har sin revers. Man ser denne modets revers behandlet, der Cervantes lar Quijote befale de reisende at aapne løveburet, og saa dyrenes konge bare snur sig i buret og vender sin bakdel til den bolde ridder, som isteden ventet en dyst paa liv og død. Don
