Imens sitter der altsaa
Mandsportræt av El Greco.
nogen træge sind
rundt om i landene, som
slet ikke behøver den
lektion, eller som i aanden
forlængst saa karikaturen
og ikke gidder
følge med der længer:
Jeg tror at disse i ventetiden
stundom kan la
sin tanke vandre til det
baktalte Spanien. Det
folk eier nemlig endnu
noget av det, som ikke
længer er høieste mode:
det eier karakter. Spanieren
vet vistnok mindre hvad en geschæft er, men han har i
sin sjæl bevaret en anelse om hvad stræben som saadan er,
og hvad store maal er.
Med andre ord: Formaar det folk under sin opvaaknen at redde sine sjeldne instinkter, de grundlæggende drag, og overføre dem f. eks. i statslivet, har det en mission blandt staterne. Det har den største mission et folk i øieblikket kan faa. Dertil er det jo saavidt en nation: der staar da ialfald 20 millioner bak dets vilje.
Og naar jeg nu triller over grænsen og til Syd-Frankrike og Italien, i hvilke lande det er letfærd, og hvile, at reise – for Spanien er et orke imot dem, saa vil jeg mindes en liten scene fra Sevilla. Det var paa en anden klasses kinematograf, byens bedste forresten. Der var stuvende fuldt, og den aften overveiende arbeidsfolk og middelstand, for det var den ubeflekkede jomfrus fest. Man saa bl. a. et meget gripende skinsyke-drama, som endte med at egtemanden blev puffet utover et brat fjeld og slog sig ihjel paa stedet. Hele teatret sat
