langt forbi Verona, før én sitter med en fornøielig hilsen fra sin overmand i form av en falsk lire i haanden.
Folket sover, det er saa. Og det har sovet i 2–3 sekler, mens obskurantisme og religionskrige raste sig til ende i det. Men hvad er 2–3 seklers dvale i et folks liv? Vor eget kjære folk undsaa sig ikke for at sidde i asken 4–5 sekler; – og det sov grundigere end nogensinde Spanien; det er bare det at kanske Spanien har valgt et farligere tidspunkt for søvn. End om Spanien ogsaa blot har hvilet? Og for det om man nu her paa Ramblaen i landets fremmeligste by hører nabosproget rundt omkring sig, skulde det derfor virkelig være nødvendig, at folket maa bli fransk og mondænt for at vaakne? For det spændende ligger netop der, at den nye tid jo altid maa ta sigte paa det bornerte, men inde i det bornerte gjemmer sig, her som ellers, just den værdifulde kjerne ved folket.
Men i ethvert fald, netop dette at det ikke har fulgt med sin tid, gir det dets charme, – netop dette at det i trusternes sekel, hvor der føres blodige krige for leverandørernes skyld, i de fornuftsstridige alliansers sekel, i vrøvlets og markskrikeriets sekel, hvor opkomlinger med de 365 skuldre er selvskrevne til lederstilling, – netop det, at det her ingen indsats har gjort, gir det for mig charmen. Uden slike tungtlastede folkeslag vilde reklamesyken og svindelen simpelthen bortføre verden; de ligger som velgjørende terskler og hefter flommen. I saadanne lande preller markskrikeriet av, det blir hvad det er: markskrikeri. Fordi folkets historie er saa rik at ogsaa det har de oplevet; de eier til og med i Don Quijote en sekelgammel, udødelig satire over det, hvor digteren drev det til at sætte endog verberne i superlativ. Kanske historien, «utviklingen», vil vedbli at gaa sin gang uten dette folk; kanske den er fordømt til at løpe linen helt ut med sit kjøp og salg og sine vindkvernfagter, paa det at ogsaa godtfolk en vakker dag kan faa øie paa karikaturen og si nei tak.
