100
ubevisst blev barokkens grundvæsen og førte den ut paa de vilde veier – den reaktion blir upaakrævet paa spansk jord. Og dette, at han pendlet frit mellem middelalderlig mystik og et rationalistisk sekels skarpsind, gir netop det personlige av hans kunst den sjeldne svingkraft. Efter inkvisitionens pietistiske mare blusset bare kunsten tifold sterkere i veiret. Det svimlende ved hans fantasi, det vilde, det er just det, at han – nutidsmennesket! – staar saa direkte og intimt i forhold til middelalderlige sjælsrørelser; spansk jord dampet yrt av taarer og blod, av knuget livsmod, av het higen, av tankers brand, og i denne forfærdelige seidkjel, som denne jord var, stirret Goya ned. Han sat over dampene og bedøvedes. Det er visselig heller ikke et tilfælde, naar hans ældre samtidige, venezianeren Tiepolo, barokkens sjælløse virtuos, som intet andet var end adræt bravour, gjorde en reise hit og søkte fornyelse og gromuld for sine utvandede hjerterøtter; den praktiske italiener hadde tæften av rik og tung race, han veiret den daadsvangre, dampende jord.
Denne jord var Goyas lykke. Denne var hans skjæbne.
Ubekymret opfanget han mislyden i spansk folkesjæl, og gav
Daarlige digtere (av Goya’s Caprichos).
