den fine, krumme, men litt smaaskaarne, kjøtfulde baskernæse. Det andet stof i Goya er altsaa aragoneseren. Og ved det sidste mindes jeg Italiens egteste og selvstændigste forfatter, om hvem jeg i sin tid vovet den hypotese, at der randt spansk blod i hans aarer; siden har jeg bedt ham undersøke saken, og for ikke saa ret længe siden meldte han mig tilbake, at det hadde han gjort: Verga-ætten var indvandret fra Aragonien.
Skjønt selv en lægmand ser, at Goya er yderst ujevn i sin kunst, at han nok tillike var an i Rembrandt og i flere andre mestere, saa har han frigjort sig tilsidst, fundet sig selv. Og fra den stund trær der med ham en ny race frem i den bildende kunst. Goya springer ut som en egen blomst. En aabenbaring fra en ny gemytsverden. Likesom i landets selvstændighedskampe hint pyrenæerfolk blev bolverket, som ingen fremmed magt kunde bryte ned, saa blev det det ogsaa i dets kunsthistorie. For det er i virkeligheden paa trods av sin samtids aand i det romanske Europa, at Goya trær frem; fransk kunst ligger jo da i klassiske lænker. Rationalismen hadde utvisket al bevissthed om race, og den franske revolution med sin overfladiske «egalité» hadde ordet. Først ved Napoleon, som skar gjennem Europa paa kryds og tvers og laget riker, naadde det der sin karikatur og revnet. Inden sit hjemlands grænser maatte rigtignok ogsaa Goya i begyndelsen ofre til tiden og smøre op madonnabilleder for at bli bemerket. Og det er vel egentlig først den moderne «symbolisme», som har formidlet forstaaelsen av hans kunst, likesom hemmeligheden ved El Greco-begeistringen i øieblikket inderst inde beror paa strømninger i tidens egen malerkunst. I sit kunstkonservative hjemland er imidlertid Goya den dag idag set ned paa i sammenligning med Ribera og Murillo og Velasquez, hvilke mestere da ogsaa samtlige har langt bedre plads i Prado’s forøvrigt kjeldermørke rum end Goya; ja, jeg føler tit her i Spanien, at det igrunden er de enkelte turisters efterspørsel som holder ham i kurs hos
