«Jamæn det er da godt at ha en stærk ven!» veg hun unna og saa paa sine fødder med stramme læber.
«Stærke venner skulde én aldrig ha!»
Hun fik to rædde rynker over hvert bryn; hun skulde op i leiligheden lige over, sa hun.
«Det er slik angst at leve!» stønned han.
Hun saa bort, han mødte øiet. Det var ligesom saa langt langt indover i det kloge lyse blik — datter efter datter; han maatte minnes farens øine med den underlig vare og trygge bund. Han blev stille inde i sig — det blev saa mylrende tæt av minner ved det blik.
«Synes De?» studsed det i lys graat, som la sig tindrende over ansigtet som sol over sne.
Han gik.
— — Helene Hartung var som vaaren; hun var umyndig som auriklers duft. «Synes De?» hvisked han.
Men hjemme paa bordet laa der et brev fra moren; han rev det op, læste.
Det var om gamle Stenshoug. Han hadde tat avsked og var paa vei til Kristiania.
— — Der var sendt forestilling til rette vedkommende — man vidste ikke fra hvem
