op paa læggen; en forfrossen lærer med de tyve stilebøger i den vinskibelige rem; melkehester med lange rimete haar om mule og langs bov … graat — graat! han lytted ind i det graa, som knirked og frøs.
— — Nu var han fri! Men frihed var sorgfuld, kendte han; den var sorgfuld ensomhed, var den. — —
Og før han vidste ordet av, laa moen der igen. «Hu-hi-huh,» gøs det ligesom for umaadelige fuglevinger.
Han risted sig: — et unyttigt væsen stod og lytted til unyttigt liv! — — Han greb efter et lyst dame-ansigt op i gaden, gik lige paa hende, hilste. Hun svinged let unna; men han brydde sig ikke om det:
«De kender mig kanske ikke igen?»
«Jo—o,» svarte frøken Hartung.
Han bad om at faa lov til at følge med nedover gaden.
«Jeg fryser saa!» brød han ud om lidt. «Har gaat her paa gaden i hele nat!»
Hun saa op skræmt av det, som hvisled under ordene. De gik og ingenting sa.
«Stærke venner skulde én aldrig ha!» brød det ud igen.
