Han lo tørt og koldt, da han tog til luen: — nu var glæden dræbt under selskabskaaben! Hun ligned en hundsat[1] sau, der hun tverstansed og tramped! — —
Han fulgte langsomt efter udover, saa, hvor hun gik ind.
— — Fæl fyr! fæl fyr! Det moderne liv, det nye, var noget mer end en frisk aften efter regn over enge; det var noget langveisfra i det, som ligned fjældvindens vift — det var som at staa ene paa vidden og stirre trodsig imod nøgen ødslighed, som ingen grænser kendte. — —
Han kasted sig om, stormed indover til byen. Men udenfor pensionen stansed han, snudde, tog samme veien tilbage over parken, udover Drammensveien. Det var mørkt i hendes pension; det var mørkt ind i haven, hvor frøken Hartung blev væk. Han gik videre udover, for at kunne stanse engang til udenfor hver, naar han kom tilbage. Han tog turer bortom hjørnegaarden, der ballet hadde staat; allesteds var det mørkt. Han drev og drev. Tankerne flommed gennem ham, uden maal, uden skel, vildt æggende; — hans jag efter glæde var formløs og styg, uden vragende
- ↑ hundsat — jaget av hund.
