«Ja, hvordan alt slikt?»
«Slikt samliv — paa alle bauer!»
«Jeg skønner Dem ikke nu.»
Han svarte ikke strax; — men saa kom det med ét, aandeløst jagende:
«Livet er tomt! Livet er urent! — disse forbindelser mellem mand og kvinde! Balsalen, med de svaiende legemers tyste lek mod hverandre, — er de bedre end disse, som flyr om her paa gaden i lygteskin! — er der forskel!»
Det blev lange stunder bare pust, han svimled av sit eget mod.
«Hvem flyr her!» sa hun hæs; han rev hende med — slik hadde aldrig nogen snakket.
«Ser De ikke tøserne!» Det var tonløse ord, selve tingen som talte; det stod der som kolde trykte bogstaver, som intet menneske eied.
«Se den der, som skyder skuldre som en kat og skotter rundt! — se den der! Er der forskel!»
«De er en fæl fyr, Herman Ek!» stønned hun med ét og tramped; hun greb pigen, som gik bagefter, i armen, gjorde en sving ud i gaden forbi ham og blev væk.