glæden —, den glæden —;» han kom ikke over den himmelhøie bølge, som reiste sig i brystet; det stansed helt — han gisped efter pust: «Naar De hviler derinde i en herres arm, — Ved De —, ved De, hvad slags tanker han huser bagom det blanke skjortebryst —!»
Det sank i ham, — nu var det sagt! Det var som et utroligt eventyr — han hadde aldrig snakket med unge damer før om det! — —
Hun skøv det væk med hænderne under den forete selskabskaaben. «Det har jeg ikke noget med,» sa hun fast.
Og Tordis Hval kniste let.
«Ja De tror kanske,» mødte han hende leende, «at jeg er saadan en naiv asket av en ungersvend ovenfra bonnelannet, som gaar og tænker paa én, paa hende, som paa en hvidveis i skoven, og gemmer paa et digt?» Han smaalo igen, plistred og mindtes ligesom saa mangt, som nok sa noget andet. «Naanei, vor tid er ikke slik!» la han til. «Det var ikke det jeg mente, — egentlig; vi skal bare ikke kalde den balglæden uskyldig, synes jeg.»
