«Aah! det er jo min gamle flamme!» svarte hun muntert.
Der var en i følge, kusinen fra sæterturen, Helene Hartung.
«Forfærdeligt til skraal!» sa han og gik over paa frøken Hartungs side — herrestemmer sang op i trappen. «Jaja, det maa de nu ha lov til!» bytted han stemme og lo — de skulde ikke tro han misundte! — — Han snakked sagte, som bare frøken Hartung var med; han skilled ikke ansigtet — det var noget lyst stille, som stak frem av den varme hvide kapot.
De gik og ingenting svarte begge to; de gik med alt dette hvide tullet ind i den side skindforede kaabe — de hadde tullet den om glæden ogsaa. Og stilheden rundt dem var tæt og tung som tyk skodde.
«Morer De Dem nu paa bal, frøken Hartung?» kom det tilsidst.
«Ja—a. Jo—o,» svarte det usikkert.
«Balglæden er ikke ethisk!» sa han.
«Ethisk? — jeg skønner ikke det ord —?»
Hun snakked langsomt, ligesom med stræv, men hvert ord hørtes.
«Jeg mener umoralsk!» brød det ud. «Den
6 — Sus.
