det var som han fik vind under vinger og løftedes i veir, da han kendte det bløde gode haaret ind i haanden sin. Men det var ligesom for godt ogsaa — det var angrende uro med; det var som da hænderne første gang tog varme fugle-unger ud av reden.
Han trak hende ind i lysthuset.
«Au—au!» ynked hun, la sig flad paa have-bænken.
Sigvart vilde ogsaa lugge — det var han, som hadde fundet paa det først; men Herman vilde ikke slippe ham til, bad ham krype under bænken og se om hun graat.
«Det gør ikke ondt lel!» saa hun op og lo — blaa øine som lo, og hvide tænder som smilte inde i en liden, bitte bitte liden mund; — og fregnerne laa som solflækker over pande og kind! — —
Men saa gemte hun ansigtet ned mod bænken igen.
Herman slet i fletten og knipsed i panden, der han kunde komme til.
«Naa graater ’a — naa graater ’a!» skrek Sigvart under bænken. «Naa kommer det! Naa!»
«Nei! nei!» svarte hun; men vilde ikke
