grisne farveløse haar-rand. Det var stygt at tænke det, men det minded om grisens blik. Det var Tordis’s latter, hun ikke likte — han kendte det saavel; det pirked i den tynde krop, og øiet ledte i sugende tørst. Slik blev øiet i vaares, da hun hørte latteren til Signes veninde, prostens datter, — hun kom ned i haven, hvor de stod og spadde, stansed og stirred blegt paa Richard og sa stramt: «Tak, vi skal ikke ha kurtise!» — —
De saa ikke paa ham de to, hadde det saa travelt med konglerne, som Sigvart tog fra hende. Tyk og lubben og rød sprang hun rundt og sanked; han napped hende i fletten saa titt han kom til. Hun smaaskrek og sa, det gjorde ikke ondt lel! — det var ligesom, hun brydde sig mere om det end kongler og lek; hun vented nappet, naar hun bøied sig. Han skotted og skotted; — ja hun bøied sig vist for at faa nappet! — —
Han trilled sig rundt nedover bakken, trilled sig væk fra øine, som suged tørst og blegt derborte; ropte, bad dem komme ned i haven herunder huset.
Og de kom. Han greb om den mørke fletten, slet i den og lo, sa det var tømmer;
