i hodet; Herman slog igen. Men saa stod de der som før, turde ikke se paa hverandre engang, fordi de hadde været dumme.
«— Maa dere se at finde paa noget da, barn!» lukked moren paa døren. «Du Herman, som er saa opfindsom —?» Og saa blev hun væk igen.
«La os finde kongler!» ropte han, sprat i veiret og gjorde hallingkast bortover gulvet, saa buxesæl-knappen sprang.
Han la i vei foran de andre — Tordis Hval kniste nok, og Sigvart storlo, det hørte han. Han var alt op i granen, da de kom, skrek og bar sig; kløv helt til tops, la sig saa flad paa grenene, trilled sig langsomt udover, saa barnaals-sængen sveiged sig og slap ham ned paa næste gren, fald efter fald; kneb glinsende røde kongler, naar han naadde, skraalte og lo, hopped ned fra sidste gren, slængte til Tordis det, han hadde fundet, turde ikke se paa hende; — det var saa urimelig leidt, det med den knappen! Gid det gik én for Sigvart ogsaa! — —
Men Sigvart holdt sig i ro dernede; han var ligesom flinkere til at leke med fremmede smaapiger.
