Det var Tordis Hval, som Herman Ek, den elleve aars søn i huset, skulde holde med selskab — hun hadde faat lov til at følge med faren paa vaartings-reisen dette aar. Og derfor var det ogsaa, at Sigvart Stenshoug, søn av seminarie-læreren, var bedt ned for at hjælpe til; den ældste broren Richard var rømt til skogs som han pleied — han gjorde det altid siden ivaar, saavisst som der kom fremmede til gaards.
Sorenskriveren og hans fjorten aars datter skulde spise middag paa Fossum, naar én var færdig bort i tingstuen; doktoren skulde komme, og prostens ogsaa undtagen datteren.
Saa det var fridag fra skolen — huslæreren tusled nærsynt op i aasen og bestemte mose-arter. Det var fest og steglugt over hele huset; Herman vidste, de skulde ha rabarbra-grød med fløde-skum til dessert — den ældre søsteren Signe hadde været nede i haven og skaaret stængler alt imorges. —
Det gjaldt at hitte paa noget at begynde med, saa var én strax over det værste. Sigvart klemte katten i nakken; men den klorte, saa han maatte slippe. Han slog til Herman
