og drukned, som havets vælde lukked sig over ham hver aften for sidste gang, og han gik haabløst tilbunds, dalte og dalte. Men en dag han sad paa hyblen, blev brystet levende, det kom lydløst over ham som en stille søndags morgen, naar den stod udenfor det graa gardin og vilde ind. Han maatte skyve stolen fra bordet for at faa rum for alt det, som pirked og lo — det vilde tilsidst rent ta veiret fra ham.
Og saa blev det hele til tanke paa spændte pigebryst og brune fletter og fine fregner over fin næseryg. Han klapped bøgerne sammen, stormed ud — der var ingenting, som hadde ret at være til uden den tanken! Den kom i følge med lugt av gran og sus fra mo; han gik hele dage og nynned slaatter og saa mo og skog, som blunked i sol.
Saa kom brevet fra moren. Det var saa tungt at læse, at han brugte dage; han maatte holde hjemmets nye sorg fra sig, slippe den indpaa sig bare stundevis, til sindet vænned sig, til stykket var ædt ud.
Men det var saa underligt: som sorgen naadde ind, pibled det rigere frem fra moen, ustanselig som opkommens strøm — han hørte
