en godveirsdag; men det kunde hænde, at havet vilde miste sin skiftende sydende sol, at de vilde bli kolde de blankskurete jagende næs, — saa hun og Nedre-Foss-bruget alligevel tilsidst vilde faa igen sin Herman. Hun hadde ikke andet at gøre end at føre ham videre mellem bygdefristelsernes skær.
Han var reist med sit barne-sind lige derind. Hun hadde lært ham at holde sig unna dølernes durende danselag, hvor der vanked saa mangt, hun hadde lært ham mistanken til larmende glæde, saa han blev ilde ved og kendte det som anger, naar jente-latter skingred, og søgte væk av sig selv — den hadde kostet saamangen hans hjem! Det var de mange samvittigheders trygge sti hun viste ham — det var det som trængtes.
Morens metode var altsaa den rigtige alligevel — hun sendte dog tilsidst den yngste av sine sønner trygt fra sig ind til det moderne Sodoma, at vandre de syge hensyns sti. —
— Han hadde faat uro i kroppen tidlig denne vaar inde i Kristiania. Det saa ud, som moren skulde faa ret; han kendte sig tung og meningsløs vinteren udover; der var ingenting at ta sig til. Det var som han laa
