han skulde være fremme paa hvælvet slæde lige saa tidlig som de! — —
— — Nu kom de! Herman Ek sprang hjemover; han naadde saavidt indenfor den hvide grinden nedfor Fossum-gaarden, til de kom ud av skogen. Han stod og lytted. Det var mørkt, maanen gled ned i aasen, saa deres mod øged i bringen og skriket i struben.
Han vented; det var ligesom det grufuldeste han endda hadde ventet paa. Han holdt sig i grinden.
… Den spræke blakkede hesten til Furutveits-kaxen først, i vildt gallop, med hvælvet slæde; det var ikke andet igen av lasset end manden, som sad bred mellem meierne; … «huij!»
… Saa en til; der sad en mand baglængs i enden av slæden og tralled; sopte vist benene efter sig i veien:
«Kor æ naasi — kor æ naasi?» sa det — han sad vel med stumpen i vaatten; «… huij! …» Torjus, skoleholderen —
Saa de andre; hujende feied det forbi gaardene, slingred mod stabbesten og gærde og bordvæg; — nakne svepeskaftet var igen, gik uden stans mod hestens rædde lænd.
