hvilte vinterkvælderne paa vei fra byen — det var blit en vane, de hadde nu været saa vene ogsaa alle døtrene syd i moen.
Han lytted. —
«Han leke!» skrek det vildt ned ved stuen. — «Spunse te kaggjen! Spunse!» kom andre.
Det krased tæt opover stien — der kom en skygge nedfra tunet; det var det hvide, som titted bag risgærdet i sommer.
«Her æ spunse!» graat hun og slængte det væk fra sig i grøften. «Dei banna so stygt, du! … Dei drikke seg i hel …!» hixted det; faren vilde plent hun skulde ta hestehandleren! — «Aa ja ja!»
… Hun rømte nord i svingen til prosten. Han saa efter hende — han kendte saavel igen den skridende gang! — —
«Spunse!» hujed det.
Han gik ned til gærdet, holdt sig i stauren.
De raved øre om hverandre ud og ind døren, stod og svor paa tunet, skrek efter spunset; lyset stod ræd bag de smaa ruter. Hester tygged i maanelys, stjal fra nabolasset langs risgærdet.
«Du ha tekje spunse mit, di geit!» skrek hestehandleren med ét, — han for indpaa
3 — Sus.