Denne siden er godkjent
Herman Ek drev sydover veien. Barfrost og nymaane, lige under jul; lydt, et og andet vov fra hunden paa præstegaarden nord i svingen.
Han stansed av og til, hørte paa fossen, som dured tung, gemt under issvul nedfor gaardene over paa anden side fjorden, stirred ind i den lyse taage, som samled sig rundt raaken, der duren drukned under den tynde is.
Han lytted, lukked øiet. Aftenen var susende stærk og stor.
Han var paa vei indpaa moen — moen var saa underlig langsynt ligesom i maaneskin.
… Hvad var det for skraal langt der syd? …
Det var nok borte hos Tore Prammand det hujed. Der tog øvredølinger altid ind og
