vilde mænge sig — arven fra far og mor. — —
Han braavendte, skyndte sig indover moen; — hjem igen til moen — did gik det store vældige tog, ikke til menneskerne, for han orked ikke al den sjøsalte tro, som trængtes. Moen naadde dybder i ham, som livsviljernes rus ikke hadde naadd, fordi den hadde sunget ind til helg, da barnesindet blødte; moen rørte ved kimen i hans sind, de inderste aarringer; — for alle saa voxed de nok med aarring troværdig udenpaa aarring — de la sig bare paa forskellig vis hos hver. — —
… Det lusked tungt over veien lige foran — det var vel en ragget bamse! I en sving stod han lige indpaa et blegt ansigt — det var vel disse stille ansigter han kendte fra liden; de skød op av moens sand. «God kvæld!» hvisked han; men ingen svarte; og det gled væk. «God kvæld du!» skrek han efter det. «Jeg kender dig igen!» Moen slap udover ham alt det vilde den eied — det var underligt liv indpaa moen de sorte nætter. — —
Han stormed længere længere ind.
17 — Sus.
