«Jeg fortalte hende ivaar det, som du fortalte mig, om hende i dølestak indpaa moen. Jeg fortalte, at du ikke holder av nogen.» Han hosted voldsomt: «Jeg! jeg! jeg! — at det er det store brede, som ligger bagenfor den enkelte, bagenfor menneskerne, — som har magten over dig, moen, susen, hjemme-minnernes skygge; — du ligesom din vege far!»
— Herman Ek stod og stirred paa det blege kind; han der klored hidsig efter livet med brystsygens udtærede fingre! — —
«Hun ser, at du ikke holder av hende — ikke nogen holder du av! du synes bare synd. Ja jeg hadde ret!» jubled han. «Det er det, øiet dit tænker her gennem moerne; du er for feig til at si det, men hun skønner det — hun skønner det!» Hosten kvalte stemmen.
Herman Ek retted sig smilende: «Der var blod i det du hosted!»
Han stirred igen, sa hæs: «Husker du lysthuset paa Fossum? — Jeg vil ha hende, om hun rømmer fra mig aldrig saa meget! — Jeg har ogsaa hat fletten hendes i mine hænder!» Han bøied sig og saa ned i fossen; det var som nakken lokked og ægged. Herman Ek knytted haanden: han kunde nu
