der var slik forunderlig vanvittig vilje i smældet. Der var noget som brast.
«Der var blod i det, du hosted!» nikked Herman Ek tonløst fremfor sig for at komme fra smældet.
«Der var ikke blod!»
Herman Ek sad og tænkte ind i mørket; — han vidste ikke ud eller ind. Den stærkeste vilje, som de hadde fanget sammen, var plumpet udi igen for ham, den sank tilbage i de rare viljers bundløse dyb; og han sad med Fossum-stuernes skinsyge skygger om sig, det underlige vilde stridsind. Tankerne samled sig til store tunge draaber, slap ham, tungsindige som træge dryp under tagskæg, kom og gik, — der var ligesom saa liden mening i at komme herop, naar sindet ikke var mer færdigt. — —
Den anden bad ham gaa en tur indpaa moen.
De gled stille ned trapperne, bortover sanden i havegangen, hen imod broen. De sa ingenting. De stansed ved enden av broen, der rækværket var slut, stirred ned i det, som skummed og dured under dem. Med ét saa Sigvart Stenshoug op — i blikket var det, som han kasted med skarpe knive —, skrek fra ligblegt ansigt:
