med en sjøsalt tro paa alle og alt! Der var piblende glæde i græsroden, menneske-smil under hver busk! — —
— Og dagen gled nikkende. Skifte efter skifte. Det gik gennem smaa tørre moer og langs elvens fossestryk.
Han blev saa stille opover dalen; han sad og undred sig tilsidst: — var det moen som alligevel var efter ham? — —
Det skumred; de stod i stuen paa det sidste skifte og vented paa skyds; han saa ud imod moen. Hun stilled sig mellem ham og vinduet.
«Hvad er det øiet dit leter efter!» sa hun hidsig.
«Efter ingenting, Tordis!»
«Haah!» pusted hun forsagt og snudde sig bort. «Der er for mange sind i dig! der er ligesom ikke bund at finde.»
«Du likte det dengang i Hartung’s have,» smilte han stilt.
«Dengang ja. Men nu har jeg set, at det er fordærvelsen.»
Det blev stilt. Saa hun, at hans blik ogsaa gled ud paa vandring? mente hun, at hans blod randt mod de mange? — —
«Bare holdt av én gang?» kom det saa
