Hun trak ham tvilende med sig ud av haven, fulgte ham forbi hjørne efter hjørne. Han saa vindusruternes kolde rad — de hang som et skærende febersyn for hans sind, med febersyners klare skarpe linjer.
— — Hvorfor kunde hun ikke la ham være! For hvert hjørne skrek det lydløst inde i ham, steg i smerte: — hvorfor kunde hun ikke la ham være! — —
«Du, — er du glad i mig?» sa hun.
«Ja—a;» det la sig saa tungt for brystet, at pusten stansed.
«Du—u?» bad det — hun hørte nød i den tonløse stemme. Hun greb ham om haandleddet, øged angsten for det ny, som skabtes, pinte ham til blegt smil gennem mørket.
«Det er forbi, naar én kan tænke over og svare ja paa det.»
«Men det gaar ikke saa fort?»
Han turde ikke svare, for stemmen hadde ikke evne til at gemme for hende al denne angst.
Det gav et sæt i ham; — det var et nyt væsen, som randt stilt op ved siden mellem ham og murvæggen, gliste skadefro og goldt lige indpaa ham. Det var det onde stik i øiet hjemme
