hvor de gule blade lyste. Med ét var det som blodet frøs, tanken blev ensom, tog saadan underlig rasende fart langt bort; han stjal sig til at se paa hendes ansigt.
Han hadde set fryd og graat blandet før en gang, kendt solflækker og taarer, men paa en anden vis. Tanken ledte det frem ustyrlig stærkt, det steg som en skygge: — det var Tordis Hval’s ansigt i lysthuset! … smaa fregner langs næseryggen! …
Han skotted igen paa de lyse blade og skotted paa hendes ansigt: — det var friskere det andet ansigt, det eied blod! — Det var som smaa klingende perler trilled væk, glædens syngende perler; hurtig; trin i trin.
Hun skotted op. «Staar du og ser?» sa hun forundret.
«Ja,» svarte han.
«Jeg lukker altid øinene igen, naar jeg er glad,» sa hun stilt.
«Din sentimentale tøs!» hvisked det dødsstille inde i ham. Han skifted ansigt; armen løsned, saa hun saa op igen.
«Aah; hvad var det?»
«Aa—aa, det var mor igen!» smilte han saa rolig han kunde; — aa denne tankens
