rastløst og stilt stykke for stykke, rapsed dem sans for sans, naturtrangens snedige finger.
Og lufttrækkets strøm øged — det seg ikke længer; og skodden samled sig i draaber, som smaldt klask i klask mod rognebladenes gule fingre.
Han skotted paa hende; og hun skotted paa ham: — der var liv, der seiled løfte om glad vaar under de faldende blade; der spired evner i opløsnings-stundens gærende varme. Det var en rus at staa her og se paa høsten voxe. — —
Han klemte let om armen, saa paa hende:
«Ja det hvisker og det lover under løv, som er færdigt.»
«Det er altid det yngste, som lever,» stammed hun ustø og lavt frem for sig, uden tanke.
«Er du angst længer nu?» hvisked det indtil det skoddevaade slør.
«Nei nu er jeg ikke angst længer. Dette var saa godt — saa godt!» pjutred det og graat sig indover ham.
De stod længe slik optil hverandre. Han mod og saa over den vaade kufte langs jordet,
