han haanden til hende og klemte skøieragtig, saa hun skrek: — kuren hjalp! — —
«Ja,hvad kan det egentlig komme av?» sa Helene tænksomt.
«— Nerver som vidjer!» lo løitnanten ked; han reiste sig braadt og gik — husjomfruen lo derinde. –
«Det er ikke let at være stor nu tildags», sa Herman Ek.
«Næ-hæih!» glimted det bag brillerne. «Det har De ret i, for nu maa én kanske være det mer alene.»
«Ingen store retninger at flyde paa!» brød fætteren ud. «Aa gud saa saart vi unge i grunden mangler begivenhed!»
De sad og tænkte paa den gamle tid. Men assessoren sad og smaalo bag avisen.
«Jeg maa være blit gammel, for jeg skønner Jer ikke iaften. Det er da vel vi selv, som faar lave begivenheder!» skotted han skælmsk over brillerne.
De andre sad og tænkte: — Ja hvad kunde det egentlig komme av? — —
Og vestenvinden suste lummer med et nyt kast og fyldte verandaen med duft fra avsvedne bakkehæld. —
