skært og vagt, at de to damer blev siddende længe efter og stirre ud i blomsterduften og nikke som vildvinens nyskud.
Assessoren saa op fra avisen, studsed længe; spurgte saa, hvad han egentlig mente.
«Jeg ved ikke,» smilte den anden.
Assessoren smilte ogsaa:
«Nei, maa jeg da be om en af de ældre digtere! — endskønt de tilsidst tog livets helg fra os;» — de hadde storfuglens vingfang, saa man hørte, hvor det bar hen, sa han — det var som minner glimted i ham fra brede sangerfester og glade tog, det knitred i blik og i det graa skæg. «De var beruset i sin sjæl! — hele i hvad de følte, hele i hvad de tænkte!»
«Og næste dag var den rus over,» skarred løitnanten, han sad dvask og suged ind gran gennem de røde næsebor.
«Og da tog de sig vel en ny rus og var lige hele i den,» lo Tordis.
Assessoren saa spørgende paa hende, for det var jo disse moderne digtere hun sværmed for, det var deres vilde idéers garn hun skulde reddes ud av her paa hans villa! Saa rakte
