Men moren kom slæbende med gutten om hjørnet, ind gangen; han skrek paa trods, at han ikke vilde! — nu spired de rare viljer! — —
Herman Ek smældte døren i av al kraft. Inde i køkkenet hørte han, at gutten fik ris; han skrek av sinne, løb saa ud igen i haven, ærted bedstemoren og tog spaen fra hende. Moren kom sættende efter, gutten bandte, at han ikke vilde. Hun kom slæbende med ham forbi vinduet igen — han maatte ind i køkkenet engang til. — Han vasked sig ikke! — «Nei fan steikje!» skrek det hæst, da han klamped ud gangen efter ny tugt.
«Nu vasker han av sig jora ja!» hvisled Herman Ek stammende ud til hende i gangen, knytted haanden i ustyrlig sinne. «Helvedes kærring!» Sinnet dæmmed for ordene. Han gik rundt værelset, soped blomsterpotterne ud av vinduskarmen — de laa i skaar udover gulvet —; spændte døren i. «Jeg bor ikke en time mer her!» skrek han og sprang ud av gangen.
Fiskermadamen stod igen og stirred efter ham, maalløs. —
Han tog veien ind i skogtykningen, ledte
