længer. Han ante, at han var med i det store liv, det kom som et syn, at han vilde lære inde i sig at ta i eie! ta i eie! — han ogsaa, den yngste fra de nøgne stuer! — —
— Og spaebladet sang ned i haven saa fremmed og fjernt.
«Naa vasker du a dig jora!» trued det med ét, det var fiskermadamen.
Han reiste sig, stirred fremfor sig; — det skræmte øret som ugleskrik under aftenstille trær! Der var skingrende brest i stemmen hendes, som bare skinsygens sinne kunde gi! Og hans sanser lugted muld. Sønnen sprang derude efter nabodatteren med jord i næverne — han vilde sværte hende til neger, skrek han. Det var som hjemme! de arrige vaardage med stræv i haven og sprukne hænder, elskov og trætte, ris efterpaa og hixt under tæppet! Det stinked hverdag av et hjem! — det var en slik aften stridsindet vaagned hos broren, dengang moren for kurtisens skyld jaged ham ind for at vaske sig, og sendte prostens datter hjem! — —
«Naa vasker du a dig jora!» kom det barskere dernede. Han greb efter hasperne, trak ind alle vinduer; ruterne klirred.
