«Aa, det var en mor av mig,» smilte han ligegyldig og sukked.
«Saa; — en mor av Dem!»
«Tjah,» sa det tonløst og kort — det var som en hvas sten skar sig gennem vandspeil og blev væk.
Herman Ek strakte sig og gæsped igen ligegyldig; han blev liggende tilbage i bænken og se den anden i den selvgode ryg — han sad foroverbøiet og saa ned i straahatten, som han tørked.
Herman Ek var begyndt paa hans lille digtsamling, som kom ivaar; men han maatte lægge den fra sig — det øged saa, trykket for brystet. Det var vers og digte i prosa; der var «Walpurgisnat», «Hexefest», to isnende hymner til satan, sære i rytme, sælsomt fraadende av ubestemt sinne. De skulde lægge den sidste mine under det gamle samfund; derfor hadde de ogsaa lat vente paa sig — der var altid et rim som mangled iskrystallets spids, en rytme som ikke var sær og forbløffende i sit fald, en stemning som ikke gemte uhygge nok. Han vented og filte; han var engageret i en avis, som holdt paa det bestaaende, da samlingen endelig kom. —
