sløvt ved støvet, som dryssed fra kastanjernes strunke blomster-kærter; hans tanke seiled uden hold inde i skyernes flyttende sommerrøde uld, seiled, seiled.
Han sad i et skred av billeder, som vælted udover ham uden stans; — alle disse mennesker, som gik forbi ham, var som de blege ansigter ved nattetid indpaa moen, som gled av og ikke svarte godkvæld; om han snakked og lo, vilde hans stemme dø fjernt, uden genlyd, som de gamle damers stemme derinde under Dronningparkens raadne mørke trær! Hans sind var et slunkent konvolvulus-bæger; han var flygtig som fodtrins sang i singel-stenen; han var unyttig som skyens skygge, som den blege væv i raadnede bladet. For han voxed ikke som bonnetampen med aarring troværdig uden paa aarring …
— En stansed ved bænken.
« De trækker frisk luft!» sa det og satte sig. Det var Anton Sørbærg med en avis i jakkelommen.
Herman Ek svarte ikke; han gæsped og flytted sig for at gi plads.
«Hvad var det for en gammel kraake De gik med idag nedpaa bryggen?» snøvled det om lidt.
