blev samme larm, enten han stak fingren i øret eller ikke. Det var det inde i ham, som kunde flyde ud og sammen med aasernes linje og lit, — det var den bækken, som ledte efter løb.
— — Han hadde den bløde fletten i haanden, han hadde den rene lugt i næsen. «Tordis Hval!» skrek han mod fosseskummet. «Tordis Hval! Tordis Hval!» svarte det gang paa gang; – men ikke én gang var det likt.
— — Han vilde ha dette i fred — i fred! Gid hun reiste, saa fik han det i fred for moren med skipperens haarde stemme og skarpe læber, for hendes blege blik! — —
Han rev glosebogen op av jakke-lommen; han vilde skrive om duren i fossen, skrive om vaaren langs volden, skrive om granen, som blunked mod solen. Han vilde fæste det, saa han ikke misted det. Han stod og skrev.
«Mon hvad der gemmer sig hist bagom aasens blaa?» begyndte han. Han sa frem begyndelsen gang paa gang, skrek det med kraft ind i fosseduren. Men han fandt det ikke igen i det han skrev, hvad han kendte — det var ikke bævende vakkert nok.
Han la sig ned og drak koldt vaarvand
