udpaa en stor sten, der en og anden skumsprøit slængte sig frem, stod og stirred nedover Fossum-jordene, som laa bratte og lysegrønne mellem moen der nord og moen her syd. Vaaren skvatt og blinked bortover volden, skalv kaat om den gulmalede seminarie-bygning, skalv om doktor-boligen, lekte om den tunge bærgflætte-dækkede præstegaardsvæg nord i veisvingen.
Han stirred tversover dalføre og elv — den vided sig ud til fjord ved Fossum — mod den anden strand, som reiste sig bratt med rette graner paa begge sider av de to grønne gaarder og den svære foss; saa bar det indover mod brede multemyrer. Det var saa vidt og bredt og rummeligt altsammen; aas runded sig bagom aas, indover blaa heier uden ende. Blikket gled indover, gled og gled; det hadde aldrig gledet saa langt før — øiet var ligesom blit stærkere. Det vilde ikke stanse, ikke engang der den hvide sneklatten laa igen og tinte indunder lys himmel, — der bamsen gik og grov efter bær, der orren sad og keg efter kærest.
— — Det var solperlers fosseskum inde i ham, som flytted sig i forvildrende uro; det
