stille skræmte fjed, ud av vinterdøgnenes tyngende graa, hvisked at mennesket i ham var blit saa lidet! — —
Han hadde hast; hans sinds tanker skalv som rædde fugle-vinger paa uveirstræk. Han vilde ligesom gaa fra én, — fra den, som hadde pint ham de søvnløse nætter inde i det tyngende graa. Han skulde did indunder nattens snekave, som laa igen og surmuled langt inde i Nordmarken! — han skulde did mod blaableg himmel langt ind i skoghavet — saa langt han saa, der hvor det brandt bagenfor sneflokernes tynde lyse slør, der hvor det flommed frem sol skælvende rød over lierne!
Han hasted. Skien satte stribe over snebakken, hvor morgenlyset kasted sig stikkende hvidt, den satte stribe i blaaskygget dal, hvor dagen gemte væk nattens kulde.
Han dukked sig ind i skogen, den stod stille og snehvid, gran bag gran, top i top indover, med snoens rynker i det hvide langs aaskammen.
Han stansed og pusted. —
Og tæt indtil stammen sad kødmeisen og sutred til ham i korte kvink. «Det er fattigmands liv de unge lever,» sang det. «Det
