Denne siden er godkjent
Han gled over askestrødde fortog, han skar gennem parkenes nysne, han slængte sig op paa sneplogveiens friske kant.
Byen laa søvnig bag ham, med de osende køkkenlamper indenfor de lyse halvgardiner — han var alt ud paa jorderne i den dæmrende graa dag; han sank ned i nysne, i dunlet dyb.
En morgen i halvmørket hadde han spændt skirne paa.
Der var en skygge indpaa værelset, som vækked ham med hvisk, fór over hans pande med en bleg tanke; det var slike skygger — han kendte det — som tændte selvmordstankers ædende brand. Det var skyggen, som stived hans vilje; det var ikke hans egne hænder, som bandt bindingen; det fulgte ud paa
