— livet var nu engang saa. Her nytted ingen kræsne krav!
— — Han vilde ta det som det var! Han kendte ingen sky for gamle Stenshoug; og han mente ikke, hvad hjemmet mente, om han tog aldrig saameget sommerturer til Hamburg! —
— Det tog ham i skuldren; det var gamle Stenshoug, som la labberne paa ham; det lugted brændevin. Han og sønnen satte sig.
— Han hadde arbeidet fra morgen til aften paa denne reisen, sa han, hadde opholdt sig i kystbyer og snakket papirhandlere rundt; han hadde alt besøgt forretninger her i byen idag — folk lod sig narre i flok og følge, der han kom. «Aaja, det er skidt til greier, gut!»
«Dere har jo været i totterne paa hverandre dere, sa du Sigvart,» kom det livlig, som det var et indfald.
Sønnen vaagned — han hadde siddet med tæt sammenklemte læber, uden lys i blikket, det var som sindet var visnet under en tanke; nu flammed det op i øiet og gnistred, han stirred med den stikkende prik:
«Han har ikke ordet! skrek jeg. Han avbrød mig midt i min tale. Han har ikke ordet — han har ikke ordet! skrek jeg; —
